Jerusalem - Guds bolig

Den første beretning i Bibelen, som normalt forbindes med Jerusalem, er Abrahams møde med Melkisedek i 1 Mos 14. Både rabbinske kilder og den jødiske historieskriver Josefus siger, at det Salem, hvor Melkisedek var konge og præst, er identisk med det senere Jerusalem, og det betyder, at der på Abrahams tid var et rige der, hvor man tilbad Gud.

Det er første gang i Bibelen, vi hører om en by, hvor Gud blev tilbedt, og det kan være den første antydning af, at Gud har et særligt forhold til netop denne by. 

Guds særlige forhold til Jerusalem

Under israelitternes vandring i ørkenen efter udfrielsen fra Egypten får vi et forvarsel om den betydning, Gud ønsker, at Jerusalem skal have, når de har indtaget landet. I 5 Mos 12,1-28 gør Moses det klart for folket, at når de har indtaget landet, må de kun søge Gud og ofre til ham ét sted.
Jerusalem er ikke nævnt i denne forbindelse, men det viste sig efterfølgende, at dette ene sted var på Morija bjerg i Jerusalem. Det gav byen en helt central placering i forholdet mellem Gud og Israel.
Jerusalem bliver først endeligt erobret af israelitterne under David, som gør byen til hovedstad. Det markerer indledningen på byens storhedstid.
David fører ret hurtigt Pagtens Ark op til Jerusalem (2 Sam 6), hvad der tyder på, at han allerede på det tidspunkt er klar over, at det er stedet, hvor Guds hus skal bygges.
I 1 Krøn 21 finder vi beretningen om, hvordan David på Guds befaling køber Ornans tærskeplads, hvor templet senere blev opført.
2 Krøn 5,1-7,10 beskriver en af de største begivenheder i Jerusalems historie. Vi hører her om Salomos indvielse af templet og om, hvordan Gud tager bolig i det. Samtidig understreger Salomo i sin indvielsestale, at ingen bygning og altså heller ikke templet kan rumme Gud.
Efter Salomos tale fylder Guds herlighed templet, sådan at ingen af præsterne kan gå ind i det. Ved templets indvielse viser Gud helt konkret, at han tager bolig i Jerusalem, men allerede før det taler David om, at Gud har taget bolig i Jerusalem til evig tid (1 Krøn 23,25).
Gud tog bolig i det jordiske Jerusalem, men derudover møder vi to andre sammenhænge, hvor Guds bolig omtales i forbindelse med Jerusalem.
Den første er i Hebr 12,22, hvor der tales om det himmelske Jerusalem som den levende Guds by. Her bruges navnet Jerusalem altså som betegnelse for Guds himmelske bolig.
Den anden finder vi i Åb 21,2-3, hvor Johannes ser det ny Jerusalem og i den forbindelse hører en stemme sige, at Guds bolig nu er hos menneskene. Her tales der om Jerusalem i tilknytning til den nye jord, som Gud skaber efter den endelige dom over verden.
Det er ikke tilfældigt at navnet Jerusalem og Guds bolig knyttes sammen i disse tre tilfælde, og derfor er det interessant at se på betydningen af og sammenhængen mellem dem. 

Jerusalem – Guds jordiske bolig

I 2 Kong 21,4 tales der om, at Gud har sat sit navn på Jerusalem. Det indebærer, at Jerusalems historie og fremtid har betydning for Guds navn og dermed Guds ære. Vi ser denne sammenhæng, når det gælder Israel.
Efter den aronitiske velsignelse (4 Mos 6,22-27) siges det, at præsterne skal sætte Guds navn på israelitterne.
Senere taler Ezekiel om, at Guds navn er blevet vanæret som følge af Israels folks landflygtighed. Den fik nemlig de omkringboende folk til at konkludere, at Israels Gud var for svag til at beskytte sit folk (Ez 36,20).
Denne vanære beskrives som en afgørende faktor, når Gud lover at han vil føre jøderne tilbage til Israels land, fordi opfyldelsen af dette løfte er det eneste, som kan fjerne vanæren fra hans navn (Ez 36,23-24).
Denne sammenhæng viser, at når Gud har sat sit navn på Jerusalem, så har det også betydning for ham, hvordan det går byen, og han mener sine løfter til den seriøst.
Det er værd at bemærke, at der i Bibelen er omkring 40 vers, som indeholder løfter knyttet til navnet Jerusalem (fx Es 44,28; Es 62,7; Zak 12 og Luk 21,24), mens der kun er seks vers, som omtaler en opfyldelse af disse løfter (først og fremmest opfyldelse af løftet om, at Kyros skal genopbygge Jerusalem, fx 2 Krøn 36,23).
Dette misforhold kan ses som en indikation af, at Guds forhold til det jordiske Jerusalem ikke er afsluttet, og at byen fortsat har en plads i hans planer. 

Jerusalem – Guds himmelske bolig

Vi møder talen om Guds himmelske bolig flere steder end det førnævnte i Hebr 12,22. Om det jordiske Jerusalem har fået navn efter det himmelske eller Hebræerbrevet blot vil understrege sammenhængen mellem Guds himmelske og jordiske bolig, er svært at afgøre. Der er dog en helt klar sammenhæng.
Vi møder den første gang, da Moses på Sinaj bjerg får befaling om at lave Telthelligdommen. Moses får besked om at udforme den efter det forbillede, han ser på bjerget (2 Mos 25,8-9.40). Hebr 8,5 siger, at den jordiske helligdom er en efterligning af den himmelske. Moses så altså den himmelske helligdom.
Derudover beskriver også Esajas og Johannes, hvordan de fik lov til at se Guds himmelske bolig.
Af Es 6,5 forstår vi, hvor voldsom en oplevelse det var for Esajas at se ind i Guds himmelske bolig. Han er klar over, at den, som ser Gud, må dø, og derfor forventer han, at det bliver konsekvensen for ham.
Åb 4,1-5,14 beskriver, hvordan Johannes fik lov til at se ind i himlen og der så Gud den Almægtige sidde på tronen. En beskrivelse som giver os et glimt af den herlighed og ærefrygt, der omgiver Gud i hans himmelske bolig.
Jo mere vi forstår af, hvad Moses, Esajas og Johannes så, jo mere forstår vi, det fantastiske budskab i Hebr 12,22-24. Den, som har del i Jesu opstandelse og død og derved erklæres retfærdig, er kommet til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem.
Hebr 10,19-22 siger også, at ved Jesu blod kan vi have frimodighed til at gå ind i helligdommen – ind i Guds nærvær, og i Efeserbrevet gør Paulus det klart, at den, som er i Jesus, er sat med ham i himlen (Ef 2,4-6).
Bibelens beskrivelse af Guds himmelske bolig giver ikke grundlag for forestillingen om, at den findes et sted langt væk på en eller anden sky. Guds himmelske bolig er ophøjet og udenfor vores normale opfattelsesevne, men samtidig i høj grad nærværende. Det, Hebræerbrevet og Paulus siger, betyder, at den, der har Jesus som sin frelser, på en gang lever sit liv her på jorden og samtidig sidder ved Guds side i hans himmelske bolig.
Det er en virkelighed, som kun tilliden til Guds ord kan fatte. 

Det ny Jerusalem – Guds bolig hos menneskene

Johannes beskriver den dag, hvor det ny Jerusalem kommer, som dagen, hvor det vi nu har svært ved at forstå, skal blive en synlig virkelighed.
Gud vil bo blandt mennesker, og dette fællesskab skal aldrig ophøre eller ødelægges af uretfærdighed, sygdom, død eller noget som helst andet.
Åb 20 slutter med den endelige dom over alle mennesker og en forfærdelig beskrivelse af konsekvensen for den, som ikke er indskrevet i livets bog hos Gud.
Derefter kommer synet af en ny himmel og en ny jord (Åb 21). I den forbindelse ser Johannes det ny Jerusalem komme ned fra Gud som en brud, der er parat til sit bryllup.
I vers 10 ser Johannes igen Jerusalem komme ned fra Gud, og lige inden har han fået at vide, at han skal se bruden, Lammets hustru.
Dette udtryk betegner i Åb 19,7-8 de hellige og retfærdige, altså dem hvis navn er indskrevet i livets bog. Det ny Jerusalem er ikke en by i traditionel forstand. Det er dem, som skal leve evigt med Gud på den nye jord.
Dette underbygges af, at byens tolv grundsten har påskrevet de tolv apostles navne, hvilket svarer til Paulus’ tale om, at menigheden er bygget på apostlenes og profeternes grundvold (Ef 2,20). 

Jerusalem – Guds og menneskers bolig

Det ny Jerusalem er fuldendelsen af det fællesskab, Gud ønsker at have med mennesker.
Gud boede blandt mennesker i templet i det fysiske Jerusalem, men menneskers uretfærdighed betød, at de ikke kunne komme ind i hans nærhed i det Allerhelligste. Den, som har del i Jesu død og opstandelse, er kommet til det himmelske Jerusalem, men det er en usynlig virkelighed, og vores liv er fortsat præget af vor egen og andres uretfærdighed.
På den nye jord med det nye Jerusalem er disse begrænsninger ophævet. Vi skal leve i Guds nærhed, og vi skal se ham, som han er, uden frygt.