Udvælgelsens mysterium

Livet er fuldt af mysterier. Prøver vi at trænge ind i dem, stritter de imod, og lykkes det os at knække koden, fordufter mysteriet som morgentågen. Det er godt nok, hvis det er en kriminel handling, der opklares, fordi politiets efterforskning lykkes.
 Men der er også mysterier, som er langt større. Mysterier, som ikke er skabt til at blive løst, fordi de er en gave, der skal lokke vores tro og taknemlighed frem.
 Israels udvælgelse er en brik i et sådant mysterium. Da Herren i Første Mosebog 12 udvælger Abraham, åbnes en dør på klem ind i Guds hjerte.
 Da Herren i Anden Mosebog 6 følger op på Abrahams udvælgelse og identificerer Israels folk som »mit folk« (vers 7), skubbes døren yderligere op.
 Og når Ny Testamente i Romerbrevet 11 bekræfter, at Israels udvælgelse står ved magt, også efter at Jesus er kommet til verden, har døren ind til Guds hjerte åbnet sig, og al menneskelig visdom kommer til kort.
 Ved at betragte Israels udvælgelse ledes vi ind i evangeliets mysterium. Et fascinerende og uudgrundeligt mysterium. Vi får nogle glimt af, hvem Herren er, og hvordan han i Jesus Kristus har grebet ind til frelse for syndere.

Tidspunktet for udvælgelsen

Hvornår begyndte det? Når vi læser slutningen af kapitel 11 og begyndelsen af kapitel 12 i Første Mosebog, er svaret både indlysende og overraskende. Herren udvalgte Israel, mens det ikke eksisterede.
 Israel havde derfor ikke noget fortrin frem for andre folk, der kunne kvalificere dem, eller brist, som kunne diskvalificere dem i forhold til Herrens opmærksomhed. Folket eksisterede slet ikke. Da var det, at Herren greb ind!
 Han begyndte med én mand, som tilmed var ud af en hedensk slægt og derfor slet ikke kendte Herren, men »dyrkede andre guder« (Josva 24,2).
 Det begyndte i Guds hjerte. Gud ville det, og så gjorde han det. Uden hensyntagen til Israels etiske, moralske eller religiøse kvalifikationer eller mangel på samme. Israels udvælgelse er således en manifestation af, hvad der bor i Guds hjerte, og at han har magt til at gennemføre alt efter sin vilje og plan. 
 For Abrahams vedkommende understreges det i Første Mosebog 12 med den gentagne formulering af Herren: »Jeg vil gøre…«
 Herren er udvælgelsens dybeste ophav, årsag og mening. Når Herren så 6-700 år senere i Josvabogen 24 gør status over Israels udvælgelse, bekræfter han, at det rent faktisk også var det, der skete: »Men jeg tog jeres fader Abraham fra landet på den anden side … Jeg gjorde hans efterkommere talrige …«.
 Sådan er det også med evangeliet: »For før verden blev grundlagt, har Gud i ham [Jesus] udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed … For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds« (Ef 1,4; 2,8).
 Her er vi inde ved et af evangeliets mysterier – udvælgelsen af nåde. Vantroen forkaster frimodigt dette evangelium, fordi det ikke er rimeligt. Troen derimod bøjer sig i ydmyghed for mysteriet med alle dets paradokser. Den ser, at udvælgelsen har sit udspring i Guds hjerte og ikke i min fromhed. Dermed står udvælgelsen også på en klippefast grund, som min egen synd og elendighed ikke kan rokke det mindste ved.
 Sådan udvalgte Herren Israel, inden de blev til et folk, og sådan har Herren udvalgt sin menighed i Kristus, inden vi havde gjort positivt opmærksom på os selv. Herren handlede alene af nåde!
 Derfor gælder udvælgelsen af både Israel og den troende menighed lige så sikkert og lige så længe som Guds nåde!

Formålet og tidshorisonten

Derfor går der også en lige linje fra Første Mosebog 12,3, hvor Herren siger til Abraham: »I dig skal alle jordens slægter velsignes«, til Mattæusevangeliet 24,14, hvor Jesus siger til sine disciple: »Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme«.
 Denne linje afslører to forhold. Dels formålet med Israels udvælgelse og dels tidshorisonten for Israels udvælgelse.
 Formålet antydes i de to små ord »i dig«. Israel er ikke velsignelsen, men Israel er Guds redskab, hvorigennem Gud vil slippe velsignelsen fri til alle jordens slægter. Israel er ikke evangeliet, men Israel er et redskab, Gud bruger til evangeliets udbredelse »i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag«.
 Israels udvælgelse er altså ikke en udvælgelse til frelse, sådan at forstå, at der skulle være tale om en særlig genvej for Israels folk. Der er tale om en udvælgelse til at være Guds særlige redskab her på jorden. Dels et åbenbaringsredskab: gennem Israels profeter og apostle har Gud givet sit ord til alle folk. Dels et frelseshistorisk redskab: i Israels folk gennemfører Gud sin frelsesplan og sender sin søn til verden.
 Denne udvælgelse til at være Guds redskab står fast, uanset om Israel tror eller er vantro. For den er af nåde, og skyldes derfor alene den kærlighed, som bor i Guds hjerte.
 Tidshorisonten for Israels udvælgelse og dermed Guds brug af Israel i evangeliets tjeneste, angives også klart, når vi lader Første Mosebog 12,3 og Matthæusevangeliet 24,14 kaste gensidigt lys over hinanden.
 Tidshorisonten strækker sig, til velsignelsen er nået til »alle jordens slægter«. Udvælgelsen gælder, indtil evangeliet »om Riget« er blevet prædiket »i hele verden – for alle folkeslag«. Deadline, altså det tidspunkt i verdenshistorien hvorefter Herren ikke længere vil bruge Israel som sit redskab, er den dag, hvor »enden« skal komme.

Guds navn

Ezekiels Bog kapitel 20 er en vigtig bibeltekst til belysning af mysteriet om Israels udvælgelse, både når det gælder formålet og tidshorisonten. Her står der blandt andet:
 »Dette siger Gud Herren: Dengang jeg udvalgte Israel, løftede jeg hånden og aflagde ed til Jakobs hus; jeg gav mig til kende for dem i Egypten, løftede hånden og svor: Jeg er Herren jeres Gud. Dengang løftede jeg hånden og svor, at jeg ville føre dem ud af Egypten til et land, jeg havde udsøgt til dem, et land der flyder med mælk og honning, det herligste af alle lande« (Ez 20,5-6).
 Udvælgelsen har ifølge profeten to sider, som tilsammen afdækker formålet.
 For det første aflagde Gud ed på sit løfte om, at han ville føre Israels folk ud af Egypten og give dem Kana’ans land, »det herligste af alle lande«.
 For det andet gav Gud sig til kende ved at afsløre sit navn JHVH for folket. Tankegangen er den, at Gud knytter sit navn til Israels historie på en sådan måde, at det, der sker med Israel, åbenbarer Guds væsen.
 Israels udfrielse af Egypten er altså langt mere end dramatisk historieskrivning. Den er Guds åbenbaring af sig selv. På Israel viser Gud sin hellighed og kærlighed, og gennem det, han gør med Israels folk, helliger han sit store navn.
 Igennem hele kapitlet er ordene »for mit navns skyld« begrundelsen for både Guds doms- og frelseshandlinger med Israel (vers 9, 14, 22 og 44).
 Dette får i Ez 20 to konsekvenser.
 For det første betyder Israels udvælgelse ikke, at israelitterne automatisk bliver frelst (f.eks. vers 31). En frafalden israelit står – ligesom frafaldne af alle andre folkeslag – uden for frelsen og livsfællesskabet med Gud og er derfor under Guds vrede, dom og straf, sådan som det gang på gang bliver understreget af profeterne i Det Gamle Testamente.
 For det andet betyder Israels vantro ikke, at Guds forkaster og udrydder folket (vers 33f). På trods af Israels frafald vil Gud også i fremtiden handle med Israel på en måde, der viser, hvem han er. Guds udvælgelse af Israel er uigenkaldelig – »for sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke« (Rom 11,29).
 I dag skriver vi 2012, og nåden står fortsat fast. Derfor kalder Gud stadig Israel for »mit folk«. For sit navns skyld bruger han fortsat Israel som sit særlige redskab til at åbenbare sit væsen og til føre sin frelsesplan frem mod fuldendelse – og tænk, vi får lov at være med. Ny Testamente lærer nemlig, at ved troen på Jesus Kristus er vi blevet »medarvinger og medindlemmede i legemet og har medandel i forjættelsen i Kristus Jesus i kraft af evangeliet« (Ef 3,6).
 Hvilken rigdom, hvilket mysterium! Vi, der er født som hedninger, det vil sige uden for Israels folk, har ved troen på Jesus fået medandel i alle løfterne. Sammen med Israel bruger Gud i dag også sin kirke ud over jorden som redskab til at åbenbare sig selv og fremme evangeliet.
 Der findes mysterier som ikke er skabt til at blive løst. Mysterier med guddommelige rødder. De er nemlig en gave, der skal lokke vores tro og taknemlighed frem. Det er sådan et mysterium, vi bydes ind i, når døren til Guds hjerte går op. Mysteriet over alle mysterier.
 Måske er det derfor, at både Israels udvælgelse såvel som kirkens udvælgelse i Kristus ikke lader sig spærre inde i matematiske formler – lige så lidt som nåden i Guds hjerte lader sig forklare af menneskers visdom.