Domsprofetier: Profetisk lys fra Israel til os

I august 586 f.Kr. var lidelserne i Jerusalem blevet uudholdelige.
Mere end to år havde byen været belejret. I en kort periode var de babylonske soldater forsvundet for at føre krig mod en egyptisk hærstyrke, men nu var de tilbage.
Al færdsel ind og ud af byen var stoppet. De, der forsøgte at slippe ud, blev nådesløst slået ned. Inde i byen led de tilbageværende af sult og sygdomme. Små, fortvivlede glimt af den ufattelige menneskelige lidelse i byen får vi gennem beskrivelserne i Klagesangene:
»Den spædes tunge klæber til ganen af tørst; børn tigger om brød, ingen rækker dem det,« fortæller digteren. Og nøden ramte alle samfundsgrupper: »De, der før spiste lækkerier, ligger forkomne på gaderne; de, der blev båret i purpur, trykker sig nu i skarnet« (4,4-5).
Hvor ekstrem hungersnøden var, bliver antydet gennem følgende hårrejsende glimt fra situationen hen mod slutningen af belejringen: »Med egne hænder må mødre nu koge deres børn; det er blevet deres føde« (4,10).
I august 586 f.Kr. ebbede livet i byen ud. Bymuren var blevet gennembrudt. Kong Sidkija og hans stormænd havde forsøgt at flygte, men var blevet taget til fange.
Babylonerkongen Nebukadnesar tvang Sidkija til at se på, mens hans sønner blev halshugget. Bagefter fik Sidkija stukket øjnene ud. Han blev lagt i lænker, slæbt til Babylon og smidt i fængsel dér.
De babylonske soldater plyndrede Jerusalem. Og en tragisk dag i august satte de ild til templet, kongens palads og alle husene i byen. Jerusalem brændte ned.
Enkelte steder har udgravninger afsløret sporene af den katastrofe, der overgik byen på dette tidspunkt. Og den 9. i måneden av i den jødiske kalender faster fromme jøder stadig til minde om blandt andet Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr.

Domsprofetierne

Bibelen er skarp i sin forklaring af, hvorfor det gik Jerusalem så forfærdeligt. »Det var på grund af Herrens vrede, det gik Jerusalem og Juda sådan,« hedder det i 2 Kong 24,20.
Og i Klagesangene formuleres det endnu stærkere: »Herren var som en fjende, han ødelagde Israel, han ødelagde alle dets borge og tilintetgjorde dets fæstninger. Han fremkaldte suk og stor klage hos Judas datter« (2,5).
Jerusalems ødelæggelse var Guds dom.
I årevis havde Gud advaret Israel gennem profeterne. Han havde nærmest tryglet israelitterne om at vende om og holde sig til ham. Profet efter profet havde advaret om, at uden omvendelse ville Israel blive ramt af katastrofen, miste landet og blive fordrevet og spredt blandt folkeslagene.
Men det store flertal af folket havde ikke lyttet. De afviste de sande profeter og holdt sig til de mange præster og profeter, der forsikrede dem om, at Gud ikke tog det så nøje, og at han nok skulle redde dem til sidst.

Men de falske præster og profeter tog fejl. I 586 f.Kr. kom Guds dom over Jerusalem. Under frygtelige omstændigheder gik profetierne i opfyldelse.
Profetierne om Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr. fylder rigtigt meget i Det Gamle Testamente. Flere steder i Mosebøgerne. Det meste af Jeremias’ Bog. Halvdelen af Ezekiels Bog. Og en række af de små profetbøger forudsiger, at Jerusalem en dag vil blive ødelagt og folket fordrevet.
Hvad skal vi som kristne stille op med disse domsprofetier, når vi læser dem i dag? Side op og side ned med forfærdelige trusler om dom og ødelæggelse, om sygdom, sult og sværd. Hvis man virkelig læser, hvad der står i disse profetier, kan man ikke andet end gyse.
Men disse mange sider i Bibelen vil meget mere end give os gys over den rædselsfyldte historiske begivenhed for små 2.600 år siden. To ting i domsprofetierne viser, at Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr. har mere at sige os.

1. For øjnene af folkene

For det første understreger flere af profeterne, at Gud ville, at Jerusalems ødelæggelse skulle vække opmærksomhed hos andre folkeslag. Ikke mindst profeten Ezekiel lægger stor vægt på det. Meget markant udtrykker han det i følgende udsagn, der blev fremsat ganske få år før katastrofen i 586 f.Kr.:
»Derfor siger Gud Herren: Nu kommer jeg selv over dig og holder dom over dig for øjnene af folkene« (Ez 5,8).
Kort efter uddyber han meningen på denne måde:
»Jeg lægger dig i ruiner, så du bliver til spot blandt de omboende folk, for øjnene af alle, der kommer forbi. Du skal blive til spot og spe for de omboende folk, ja, til skræk og advarsel, når jeg bringer straf over dig i vrede og harme, en frygtelig gengældelse. Jeg, Herren, har talt!« (Ez 5,14-15).
Gud gav Israels folk den skæbne, de fortjente. På vegne af hele Jerusalem konstaterer forfatteren til Klagesangene midt i katastrofen, at »Herren er retfærdig, for jeg har trodset hans ord« (Klages 1,18).

Og profeten Daniel lægger ikke fingrene imellem, når han nogle år efter Jerusalems ødelæggelse bekender sit folks synd over for Gud: »Hele Israel overtrådte din lov og veg bort fra dig i ulydighed. Så vældede forbandelseseden, der står i Guds tjeners Moses’ lov, frem mod os; for vi havde syndet imod ham. Han førte den trussel ud i livet, som han havde udtalt mod os og mod dem, der var dommere over os, og bragte en stor ulykke over os. Og der er aldrig under himlen sket en ulykke som den, der ramte Jerusalem« (Dan 9,11-12).
Men samtidig med, at Jerusalems ødelæggelse var Guds retfærdige dom over Israels folk, var den en advarsel til alle andre folk. Den skete »for øjnene af folkene« og til »skræk og advarsel«.
Den historiske begivenhed, der ramte Jerusalem i 586 f.Kr., skal demonstrere for alle folk på jorden, at Israels Gud er en levende Gud, der dømmer og straffer al synd, der ikke er blevet tilgivet.
Hvis Gud dømmer sit eget udvalgte folk så hårdt, hvordan vil han så ikke dømme hedningefolkene for deres synd?
De mange domsprofetier i Det Gamle Testamente om Jerusalems undergang i 586 f.Kr. indeholder altså et stærkt budskab til os ikke-israelitter. De skal tjene til »skræk og advarsel« for os. Minde os om, at uden tilgivelse for alle vore synder er der ingen redning. Uden tilgivelse kommer Guds dom uafvendeligt.
Det er sådan, Ny Testamente bruger de historiske beretninger fra Israels historie. Israels historie skal lære os, at Israels Gud virkelig er Gud. Eller som Paulus formulerer det om beretningerne om Israel i Det Gamle Testamente:
»Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået« (1 Kor 10,11).

2. Som profeti om dommedag

Men domsprofetierne om Jerusalems ødelæggelse taler ikke bare til os som advarende eksempler. De indeholder også et direkte budskab henvendt til os. Det bliver tydeligt i for eksempel profeten Sefanias’ Bog.
Sefanias virkede omkring 630-620 f.Kr. – altså 30-50 år før Jerusalems ødelæggelse.
Hans bog indeholder tre store domsbudskaber fra Gud (1,2-6; 1,7-2,3 og 2,4-3,8). Disse budskaber er skrevet på en meget bemærkelsesværdig måde.
Hvert af Sefanias’ tre domsbudskaber indeholder to dele: én profeti om den kommende dom over Israels folk og Jerusalem og én profeti om en kommende dom over alle folk på hele jorden. Det bemærkelsesværdige er, at der ikke er noget skel mellem de to domshandlinger. Teksten beskriver dem som én sammenhængende begivenhed!
I Sef 1,7-13 er der en detaljeret forudsigelse af den ulykke, der nogle årtier senere skulle ramme Jerusalem. Beskrivelsen er så detaljeret, at byens forskellige porte og kvarterer nævnes ved navn: Fiskeporten, den nye bydel, Maktesh-kvarteret og højene i byen. Alt vil blive ødelagt. Byen Jerusalem står over for sit fald.
Men så »glider« teksten. De følgende vers handler stadig om Guds dom, men her er der intet, der direkte peger på Jerusalem! Sef 1,14-18 er en domsprofeti ikke blot mod Jerusalem, men mod »de befæstede byer« (flertal) og »hele jorden«. Og budskabet er rettet ikke bare til Jerusalems indbyggere, men til »alle jordens beboere«.
Sefanias’ tale begynder med en domsprofeti mod Jerusalem. Men umærkeligt glider teksten over i en domsprofeti mod hele jorden.
I 586 f.Kr. gik Sefanias’ profeti om Jerusalem i opfyldelse. Fiskeporten, Maktesh og den nye bydel blev virkelig ødelagt. Men resten af jorden gjorde ikke! Jerusalems indbyggere blev dømt af Gud. Men alle andre mennesker på jorden blev ikke!
Hvordan skal vi forstå Sefanias’ profeti – og alle de andre profeter, der sagde det samme som han?
Vi står her over for et særdeles vigtigt princip, som profeterne i Det Gamle Testamente gang på gang gjorde brug af. De forudsagde to eller flere begivenheder af samme type, som om der var tale om én begivenhed.
Nogle gamle bibelfortolkere kaldte fænomenet for det profetiske bjergprincip. Profeterne ser frem i tiden. Her ligger de kommende store begivenheder som mægtige bjergtoppe i et bjerglandskab. Men profeterne ser kun toppene og ikke dalene mellem toppene. Præcis som en bjergvandrer, der når en bjergtop, kan blive overrasket over, at der er endnu en bred dal, før han har nået den højeste top.
Sefanias profeterede om Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr. For de mennesker, der oplevede begivenhederne i 586 f.Kr., var det en altomfattende katastrofe. Men set i verdenshistoriens store perspektiv var Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr. »kun« en lille forsmag på den langt mere omfattende dom, der en dag vil komme over hele jorden.
Jerusalems ødelæggelse er en bjergtop i »det profetiske bjerglandskab«. Men bag den ligger der en langt større bjergtop – dommens dag over alle folkeslag på hele jorden.
Sefanias profeterer på én gang om begge bjergtoppe. Men han siger intet om den brede dal, tidsperiode, der ligger mellem de to begivenheder.
Og så alligevel! Faktisk antyder Sefanias, at der er en forskel på de to begivenheder, han profeterer om. I afsnittet om den detaljerede ødelæggelse af Jerusalem kalder Sefanias begivenheden for »Herrens dag« (Sef 1,7). Men i det afsnit, hvor perspektivet er udvidet til at omfatte hele jorden, taler han om »Herrens store dag« (Sef 1,14).
Sefanias hjælper os med at forstå, hvordan vi skal læse Det Gamle Testamentes profetier om Jerusalems ødelæggelse. De indeholder nemlig på én gang to budskaber: Dels en advarsel om den dom, der i 586 f.Kr. ramte Israel og Jerusalem. Og dels en advarsel om den dom, der kommer over hvert enkelt menneske og hele jorden, når Jesus kommer igen for at dømme levende og døde.
Det profetiske bjergprincip er brugt mange steder i Det Gamle Testamente. Men Jesus bruger det også. I den store tale i Matt 24 taler Jesus på én gang om tegnene på Jerusalems ødelæggelse og tegnene på verdens ende. Jesus kæder altså Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.Kr. sammen med verdensdommen – på præcis samme måde som profeterne i Det Gamle Testamente kædede Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr. sammen med verdensdommen.

Guds dobbelte handling

Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr. er altså en meget vigtig begivenhed i historien. Den er en forsmag på verdensdommen. Gud lod på forhånd en miniudgave af dommedag ramme Jerusalem. På den måde åbenbarede han »for øjnene af folkene«, hvad han har planlagt en dag at gøre med hele verden.
Gud gør det altså først i lille udgave på Israel. Senere gør han det i altomfattende forstand på hele verden.
Sådan er det med Guds dom. Først Jerusalem, så hele verden.
Men sådan er det også med Guds frelse!

Det Gamle Testamente nøjes ikke med at profetere dom over Israel. Domsprofetierne bliver gennem hele Det Gamle Testamente fulgt af frelsesprofetier. Forudsigelser af, hvordan Israels folk en dag skal vende hjem til deres gamle land. Hvordan det ødelagte land skal blive genopdyrket og genopbygget. Hvordan folkets forhold til Gud skal genoprettes, når de kommer til tro på Messias.
De fantastiske profetier om Israels kommende frelse bliver mange steder hos profeterne sammenfattet i et bestemt udtryk. Ezekiel formulerer det på denne måde:
»Min bolig skal være hos dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk« (Ez 37,27).
Der kommer en dag, hvor Israels folk skal blive frelst fra deres syndige frafald og få Messias til konge (Ez 37,23-26). Den dag vil Gud selv tage bolig hos dem, og de skal i fuld forstand blive »Guds folk«.
Men ligesom dommen over Jerusalem i 586 f.Kr. er en forsmag på dommen over hele verden, bliver Israels kommende frelse her på jorden en forsmag på de herlige tilstande på den nye jord efter dommens dag.
Når Ny Testamente skal beskrive den nye jord efter Jesu genkomst, bruger den præcis samme udtryk: »Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem« (Åb 21,3).
Når Israels folk kommer til tro på Messias og bliver frelst her på jorden, vil Gud tage bolig hos dem.
Når hele verden er blevet nyskabt efter Jesu genkomst, vil Gud tage bolig hos menneskene. Israels forløsning er en lille forsmag på den endelige og evige forløsning.
Gud gør så at sige tingene dobbelt. Når han dømmer, holder han først dom over Jerusalem i lille omfang og derefter dom over hele verden i stort omfang. Når han genopretter, gør han det først med Israel i lille omfang og derefter på den nye jord i altomfattende omfang.
Alt det, Gud gør med Israel – både i dom og i frelse – bliver derfor til et budskab til os om, hvad Gud har tænkt sig at gøre med alle mennesker.
Bibelens mange sider om Israel indeholder derfor et stærkt budskab til os!

Aktuelle domsbudskaber

De bibelske tekster om Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr. er hårrejsende læsning. Men de er mere end det. De er en påmindelse til os i dag om, at Gud har fastsat en dag, hvor han vil dømme verden lige så konkret, som han dengang dømte Jerusalem.
Når vi læser profeternes rædselsfyldte advarsler om, at dommen vil ramme Jerusalem, hvis de ikke omvender sig og får tilgivet deres synder, så skal vi læse det som en advarsel til os.
Når vi læser forudsigelserne om Jerusalems ødelæggelse, skal vi samtidig læse dem som forudsigelser om dommens dag efter Jesu genkomst.
Derfor er de mange sider i Det Gamle Testamente med domsprofetier højaktuel tale. De kaster profetisk lys ind over os og vores situation.
Lad os læse dem – og tage budskabet til os!