Romerbrevet 11: Israel i forhold til udvælgelsen

Flertallet i Israels folk tog ikke imod evangeliet om Jesus som Messias. Hvad betød det for Israels stilling som Guds folk? Ole Andersen behandler spørgsmålet ud fra Rom 11. (I 'Ordet og Israel' november 2001 gennemgik han Rom 9-10.)

På Paulus' tid havde mange i Israels folk hørt evangeliet om Jesus. Men det var kun et mindretal, der var kommet til tro på Jesus. Det var en alvorlig situation. En afgørende pointe i Paulus' overbevisning var nemlig, at et menneske kun kan blive frelst ved at tro på Jesus. Når flertallet i Israels folk afviste evangeliet, stod de altså uden for frelsen.
Men det rejser et nyt, meget vigtigt spørgsmål: Har Gud så forkastet Israels folk? Det er dette spørgsmål, Paulus tager op i Romerbrevet kapitel 11.

Et klart svar (Rom 11,1-10)

Paulus lader ikke spørgsmålet hænge uafklaret i luften. Svaret kommer prompte og med eftertryk (v.1b-2a). Nej, Gud har aldeles ikke forkastet sit folk! Israel er stadig Guds folk, selv om et flertal i folket har afvist evangeliet om Jesus.
For at begrunde sit klare nej til spørgsmålet, sammenligner Paulus med situationen på Elias' tid (v.2b-6). Elias troede, at han var den eneste sande profet, der var tilbage i et frafaldent folk. Gud gjorde ham imidlertid opmærksom på, at der var en lille gruppe på 7000 mænd tilbage, der havde nægtet at deltage i afgudsdyrkelsen. Og så kommer Paulus' hovedkonklusion: "Sådan er der også i vor tid blevet en rest tilbage".
Paulus sammenligner altså situationen efter Jesus med situationen på Elias' tid 850 år før Jesus. Dengang var der kun 7000 troende tilbage i Israel. Alligevel viser Det Gamle Testamente os, at Gud ikke forkastede Israels folk. Tværtimod brugte Gud fortsat Israel som sit redskab til at gennemføre den frelsesplan, han havde lagt. På samme måde er det nu, siger Paulus. Der er stadigvæk en "rest" tilbage i Israel, der lever i tro. Situationen på Paulus' tid er altså ikke værre end på Elias' tid. Og når Gud på Elias' tid undlod at forkaste Israels folk på grund af flertallets frafald, så vil han heller ikke nu efter Jesus forkaste folket på grund af flertallets frafald. Når det gælder Israels stilling som Guds folk, er der altså ingen forskel på tiden før Jesus og tiden efter Jesus.
I det næste afsnit uddyber Paulus det, han netop har sagt om opdelingen af Israels folk (v.7-10). Israels folk er delt i "de udvalgte" og "de andre". De udvalgte er de troende i Israel, altså "Israels rest". De er frelst. De andre, det vil sige de ikke-troende i folket, er forhærdede og står uden for frelsen. Denne forfærdelige situation, hvor en stor del af Israel er forhærdet, er forudsagt i Det Gamle Testamente. Det viser Paulus med henvisninger til en række skriftsteder i v.8-10. Det er Gud selv, siger Paulus, der har forhærdet flertallet i Israel, så de ikke tog imod evangeliet om Jesus.
Det er vigtigt at være opmærksom på begge sider af det, Paulus siger i de første ti vers af Rom 11. På den ene side fastholder han, at Gud ikke har forkastet Israel som sit folk. På den anden siden konstaterer han, at en stor del af folket er forhærdet og dermed står uden for frelsen. Når Paulus siger, at Israel stadig er Guds folk, betyder det altså ikke, at de er frelst. Israel er Guds folk samtidig med, at flertallet af folket ikke har del i frelsen. At være Guds folk er altså noget andet end at være frelst. Paulus' sprogbrug er her i nøje overensstemmelse med Det Gamle Testamente. At være Guds folk er i Det Gamle Testamente at være udvalgt som redskab til at bringe Guds velsignelse ud til alle folk (1 Mos 12,3). I dén forstand er Israel stadig Guds folk, også selv om flertallet i folket på Paulus' tid afviste evangeliet om Jesus.

Guds redskab (Rom 11,11-16)

Paulus' chokerende påstand om, at det er Gud selv, der har forhærdet Israel, rejser selvfølgelig straks et nyt spørgsmål: Hvad i alverden er formålet med det? Det er emnet for næste afsnit (v.11-16). Flertallet i Israel "snublede", da de ikke tog imod Jesus. Og nu spørger Paulus så, om det var Guds hensigt med Israels snublen, at de skulle "falde". Eller sagt med andre ord: Var Israels fald et formål i sig selv? Var Gud bare blevet træt af Israel, så han lod dem sige nej til Jesus, for at han kunne slippe af med dem? Nej, selvfølgelig ikke! Paulus afviser tanken på samme kategoriske måde som i v.1. Og så forklarer Paulus tre gange med lidt forskellige ord, hvad der skete, da flertallet i Israels folk afviste budskabet om Jesus som Messias.
Den første forklaring kommer i v.11b: "Ved deres fald kom frelsen til hedningerne". Israels "fald" betyder deres afvisning af evangeliet. At mange jøder sagde nej til Jesus, medførte altså, at frelsen kom til hedningerne. Paulus tænker sandsynligvis på det princip, han selv havde brugt på de tre missionsrejser. Når han kom til en ny by, opsøgte han den lokale synagoge og begyndte med at overbringe sit budskab dér (f.eks. ApG 13,5.14). Denne missionsstrategi udsprang af Paulus' forståelse af, at evangeliet var "for jøde først" (Rom 1,16). De fleste steder endte Paulus' forkyndelse med et opgør, hvorefter han begyndte at forkynde evangeliet for de lokale hedninger (f.eks. ApG 13,46). Jødernes afvisning af evangeliet resulterede altså i, at det blev forkyndt for hedninger, så nogle af dem fik del i frelsen.
Den anden forklaring følger i v.12a: "Betød deres fald rigdom for verden og deres nederlag rigdom for hedningerne…". De to udtryk er parallelle. Israels nej til evangeliet om Jesus betød, at hedningerne fik del i frelsens rigdom.
Den tredje af Paulus' forklaringer kommer i v.15a: "Har det ført til forligelse for verden, at de blev forkastet…". Israels "forkastelse" står parallelt med ordene "fald" og "nederlag" i v.11 og 12 og må derfor betyde det samme, altså at flertallet i Israel ved at afvise evangeliet er kommet til at stå uden for frelsen. Denne ulykke for Israel har betydet, at nogle hedningefolk har opnået fred med Gud.
Paulus angiver altså fire følger af Israels afvisning af evangeliet:

v.11
Israels fald
Þ
hedningers frelse

v.12
Israels fald
Þ
verdens rigdom

Israels nederlag
Þ
hedningers rigdom

v.15
Israels forkastelse
Þ
verdens forligelse

Ved at pege på disse fire følger har Paulus besvaret spørgsmålet i v.11. Formålet med, at Gud lod Israel blive forhærdet, var, at hedningefolkene skulle få del i frelsen.
Men dermed har Paulus også besvaret spørgsmålet i v.1. Betyder Israels forkastelse af Jesus, at Gud har forkastet Israel som sit folk og redskab i gennemførelsen af frelsesplanen? Nej! Israels fald hindrede ikke Gud i at bruge dem som sit redskab. Tværtimod. Netop da de faldt, brugte Gud dem til at bringe frelsen ud til hedningerne. Israel var altså i allerhøjeste grad stadig Guds redskab på Paulus' tid.
Men Paulus stopper ikke her. I sidste del af v.12 trækker han linien ud i fremtiden. Paulus bruger udtrykket "Israels fylde", som står i modsætning til "Israels fald" og "Israels nederlag". "Israels fylde" betyder altså, at Israels folk kommer til tro på Jesus og bliver frelst, eller som den danske oversættelse gengiver det: at "de kommer fuldtalligt ind". Når Israels afvisning af Jesus førte til stor velsignelse for hedningerne, hvad vil det så ikke kunne føre til, hvis Israel en dag i fremtiden modtager Jesus? Samme tanke gentager Paulus i sidste del af v.15: Når Israels afvisning af frelsen resulterede i det fantastiske, at verden fik muligheden for at få fred med Gud, så vil Israels modtagelse af frelsen betyde noget endnu bedre - nemlig "liv af døde". Udtrykket "liv af døde" kan enten forstås åndeligt om en mægtig vækkelse blandt hedningefolkene, hvor mange kommer til tro på Jesus, eller fysisk om de dødes opstandelse.
Paulus anfører altså, at også Israels mulige omvendelse, vil få store følger for hedningefolkene:

v.12
Israels fylde
Þ
endnu mere end frelsesrigdom for hedningerne

v.15
Israels modtagelse
Þ
liv af døde

Paulus' hovedpointe i v.11-16 er klar. Da Jesus kom, brugte Gud Israels folk som sit redskab til at bringe frelsen ud til hedningerne. Israels afvisning af Jesus betød altså ikke, at de ophørte med at være Guds folk i betydningen Guds redskab.

Til hedningekristne (Rom 11,17-24)

I det næste afsnit i kapitlet ændrer Paulus tonen. Indtil nu har han skrevet om Israel. Nu henvender han sig direkte til den hedningekristne læser og siger "du". Tre ting vil Paulus, at hedningekristne skal lære af alt dette:
1. Hedningekristne skal undgå hovmod over for Israel (v.17-18).
2. Hedningekristne skal lære af Israels eksempel (v.19-22). Selv om Israel stadig er Guds folk, bliver den enkelte israelit ikke frelst, hvis han er vantro. Det skal hedninger lære ved at se på Israels historie.
3. Hedningekristne skal ud fra deres egen situation forstå, at Gud har magt til at ændre Israels situation (v.23-24). Hvis Gud "mod naturens orden" kan give en hedning del i frelsen, hvor meget mere kan han så ikke igen give de frafaldne i Israels folk del i frelsen?

Israels fremtid (Rom 11,25-27)

I det næste afsnit vender Paulus sig igen til Israel. I v.11-16 antydede han muligheden af, at Gud også i fremtiden ville bruge Israel som redskab til at gøre godt mod hedningefolkene. Nu nøjes han ikke længere med antydninger, men giver klar besked om Israels fremtid. Paulus taler i dette afsnit om tre faser:
a. Der hviler forhærdelse over en del af Israel
Den første tidsperiode var allerede begyndt på Paulus' tid. I denne periode er det store flertal i Israel forhærdet og har ikke modtaget evangeliet om Jesus. Denne periode vil fortsætte indtil en bestemt begivenhed.
b. Hedningerne kommer fuldtalligt ind
Paulus bruger et vanskeligt og omdiskuteret udtryk. Med en mere ordret oversættelse kan det gengives på denne måde: "…indtil hedningefolkenes fylde er gået ind". Ordet "fylde" betegner frelsen (ligesom i v.12). De, der skal opleve denne frelse er "hedningefolkene". Det er vigtigt at lægge mærke til, at Paulus her ikke tænker på enkeltpersoner, men på folk. Paulus foretager en sammenligning mellem Israels folk på den ene side og alle hedningefolkene på den anden. Paulus siger altså ikke, at alle hedninger skal blive frelst, men at hedningefolkene skal få del i frelsen. Det er nærliggende at forstå udtrykket på baggrund af Mark 13,10, hvor Jesus taler om det, der skal ske inden hans genkomst: "Først skal evangeliet forkyndes for alle folkeslag" (ordet "folkeslag" i Mark 13,10 er samme ord, som i Rom 11,25 er oversat "hedningerne"). At hedningefolkenes fylde skal gå ind, betyder, at evangeliet skal forkyndes for alle folkeslag, så der i ethvert folk er nogle, der har modtaget frelsen. Når det tidspunkt indtræffer, skal der ske noget nyt.
c. Hele Israel skal frelses
Det tredje, som Paulus nævner i denne begivenhedsrække, er, at hele Israel skal frelses. Hvad betyder "hele Israel"? Ordet "Israel" er brugt både i v.25 og i v.26. Vers 25 siger, hvordan situationen er i Israel inden en bestemt begivenhed, og vers 26 siger, hvordan situationen er i Israel efter begivenheden. Derfor må "Israel" betyde det samme i de to sætninger. I v.25 kan "Israel" kun betyde det jødiske folk, som er delvist forhærdet. Altså må "Israel" i v.26 også være det jødiske folk, som indtil da har været forhærdet. Paulus taler altså om, hvad der skal ske med Israels folk på det bestemte tidspunkt i fremtiden, hvor hedningefolkenes fylde går ind. "Hele Israel" må derfor betyde de jøder, der lever på netop det tidspunkt.
En dag i fremtiden vil der altså komme en mægtig vækkelse i Israels folk. De jøder, der lever den dag, vil komme til tro på Jesus og blive frelst.
Hvordan ved Paulus det? Jo, det ved han fra Det Gamle Testamente. Profeten Esajas forudsagde nemlig, at Israel vil være i mørke indtil en dag i fremtiden, hvor Gud selv vil komme som en befrier og frelse dem fra deres frafald (Es 59,20-21). Dette løfte blev ikke opfyldt ved Jesu første komme, derfor vil det blive opfyldt engang i fremtiden.
Det, Paulus antydede som en mulighed i v.12 og 15, vil altså ske! Ligesom Gud brugte Israel som sit redskab, da de afviste Jesus ved hans første komme, sådan vil han også engang i fremtiden bruge dem som sit redskab, når de kommer til tro på Jesus. Gud har altså aldeles ikke forkastet Israel som sit folk!

Paulus' Israels-syn (Rom 11,28-36)

På baggrund af den lange redegørelse i kapitel 9-11 er Paulus nu parat til at drage nogle konklusioner.
Den første konklusion drejer sig om de hedningekristnes forhold til Israels folk (v.28-29). Kristne skal betragte Israels folk ud fra to forskellige synsvinkler: evangeliets og udvælgelsens. Set i forhold til evangeliet er der et stort modsætningsforhold mellem flertallet af Israels folk og den kristne kirke. Israels flertal afviser evangeliet om Jesus, mens kirken tror på det. Det skaber en dyb kløft, et "fjendskab". Men set i forhold til udvælgelsen står kirken i et taknemmelighedsforhold til Israels folk. Israels folk er det jordiske redskab, Gud har brugt til skabe den frelse, kirken nyder godt af. Derfor må kirken elske Israels folk.
Den anden konklusion sammenfatter ligheden mellem de hedningekristne og Israels folk (v.30-32). Når det gælder frelsen er der ingen forskel mellem hedninger og jøder. Alle er i udgangspunktet ulydige. Og alle kan kun blive frelst ved Guds barmhjertighed.
Paulus' lange redegørelse om Israel får ham til at bryde ud i en lovprisning af Gud (v.33-36). Israels plads i Guds frelsesplan åbenbarer nemlig Guds ufattelige storhed.
En dobbelt synsvinkel
I Rom 9-11 giver Paulus en principiel redegørelse for Israels stilling efter Jesu komme. I kapitel 9-10 understreger han, at kun jøder, der tror på Jesus, bliver frelst. I kapitel 11 understreger han, at Israels folk stadig er Guds folk i betydningen Guds redskab i frelseshistorien.
Paulus' synsvinkel er altså dobbelt! Når det gælder frelsen, står det ikke-troende flertal af Israels folk udenfor. Jøder, danskere og hvem som helst ellers kan kun blive frelst ved at tro på Jesus. Men når det gælder udvælgelsen til at være Guds redskab, er Israel stadig Guds folk. Guds planer med Israel står ved magt. Jesu første komme var nemlig en stadfæstelse af Guds løfter til Israels folk (Rom 15,8).