Holocausttur 2016: »Vi er de sidste stemmer fra Holocaust«

Det er en sensommerdag på det nordligste Sjælland. Høje majs står stolte og ranke på marker i flimrende sollys og danner en uimodståelig postkortsmuk kulisse. Ikke langt fra majsmarkerne, i et stort og moderne sommerhus, er der en udenlandsk gruppe af turister. Deres livsfortællinger står på mange måder i skærende kontrast til de bløde, rolige og fredelige nordsjællandske omgivelser. Det er dem, jeg skal besøge; en stor flok holocaustoverlevere fra Israel, som er på ferie i Danmark.

I det store og lyse køkken er der gang i gryderne. Grethe og Kaj samt lederparret Niels-Peter og Irene er i fuld gang med at lave aftensmad til den store gruppe. Der snittes gulerødder, åbnes kokosmælk og æltes dej til brød.

Fra det store opholdsrum høres der russiske gloser og spredt latter. Den erfarne tolk Maksim er i gang med at holde et oplæg for deltagerne på russisk. Et sprog, de fleste deltagere forstår. Det er hviledag, og deltagerne får lov at puste ud midt i et spændende og komprimeret turistprogram, hvor de skal se og opleve store dele af Danmark.

Ghetto i Ukraine

Fælles for deltagerne er, at de er jøder og har overlevet Anden Verdenskrigs grufulde rædsler. En af gæsterne er Abraham, og han fortæller i brudstykker om sit liv.

Han blev født i slutningen af 1930’erne i landsbyen Lipkani på grænsen mellem Rumænien og Moldova og voksede op i en verden domineret af en menneskelig ondskab.                   Abraham og hans familie blev deporteret til en ghetto i Ukraine af nazisterne. »Jeg husker ikke selv så meget, men min mor fortalte mig, at krigsårene var den mest uhyggelige tid, man kan forestille sig. Folk boede under umenneskelige forhold. I ghettoen op til fire-fem jødiske familier i et rum. Vi blev behandlet som udyr. Om vinteren var det isnende koldt, og vi havde ingen mad,« fortæller Abraham.

De fleste af Lipkanis mange jødiske indbyggere overlevede ikke Holocaust. Abraham og hans forældre overlevede og havde en drøm om at emigrere til Israel. Det lykkedes dog ikke at komme ud af Ukraine, og i mange år kæmpede Abraham for at skabe sig en tålelig tilværelse, mens han forsøgte at få udrejsetilladelse.

Det lykkedes endelig, da Abraham var 35 år. I dag er han taknemmelig og stolt over sit liv i Israel. Mens han bladrer igennem billederne på sin smartphone, fortæller han synligt bevæget om sine børn og børnebørn, som alle bor tæt på ham.

»Min familie er det vigtigste for mig. Jeg er taknemmelig for mit liv,« fortæller Abraham.

Gemt blandt kristne

En anden af husets gæster er jødiske Erika Teller. Hun blev født i 1938 i Bratislava i det daværende Tjekkoslovakiet. Da krigen brød ud, valgte hendes far, at hun og hendes mor skulle skjules på et kristent børnehjem. Selv blev hendes far fanget og tortureret af nazisterne.

Under torturen forsøgte nazisterne at presse ham til at fortælle, hvor hans barn og kone opholdt sig. Han afslørede det dog aldrig og blev efterfølgende sendt i koncentrationslejren Sachsenhausen.

Efter nogen tid blev Erika og hendes mors skjulested alligevel opdaget af nazisterne, og de blev sendt i koncentrationslejr. »Faktisk var min mor ikke til stede, da nazisterne kom for at hente mig,« erindrer Erika, »men da hun opdagede, at de havde taget mig, meldte hun sig selv. Hun ville ikke være foruden sin datter, og vi blev begge sendt til koncentrationslejren Theresienstadt.«

Trods lejrens umenneskelige vilkår overlevede Erika og hendes mor tillige med Erikas far Holocaust. Det samme gjaldt ikke resten af familien. De blev udslettet.      »Holocausts rædsler har altid fulgt mig som en skygge. Jeg er ikke rigtig klar over, om jeg selv har nogen erindringer, eller om min mor har fortalt mig om det så mange gange, at opvæksten med tortur, vold, ydmygelser og umenneskelige vilkår er blevet en stor del af min identitet. Min mor blev aldrig et lykkeligt menneske, for hun mistede hele sin familie under Holocaust. Hendes smerte og ulykke er blevet plantet i mig,« forklarer Erika, som efter krigen vendte tilbage til Bratislava sammen med sine forældre.

I taknemmelighed over for russernes befrielse forblev Erika loyal over for sit hjemland og unionen. »Jeg valgte at blive uddannet i russisk og arbejdede i mange år på universitetet i Bratislava, hvor jeg underviste i russisk. Jeg blev gift og fik en søn. Af personlige grunde følte jeg mig dog nødsaget til at emigrere sidst i 80’erne. Det var ikke nemt, og jeg endte noget mod min vilje i Israel og har boet der siden«, fortæller hun på en måde, så man fornemmer, at det ikke var et eventyr at bygge en ny tilværelse op i et nyt land og at skulle lære et nyt sprog.

Det må aldrig ske igen

Ved ankomsten til Israel kunne Erika ikke bruge sin uddannelse, men måtte tage de jobs, hun kunne få. Hun boede i en lille lejlighed sammen med sin søn, som i dag er voksen og gift

Erika finder ligesom Abraham billeder af søn og barnebarn frem på smartphonen. »Jeg er aldrig blevet lykkelig i Israel. Det er aldrig blevet hjem for mig. Jeg savner stadig mit gamle hjemland. Måske det skyldes min baggrund og Holocausts skygge,« fortæller Erika. 

Alligevel lyser hendes klare blå øjne op, når hun fortæller om sit frivillige engagement på Yad Va Shem, holocaustmuseet i Jerusalem.

»Jeg arbejder der seks dage om ugen. Det er så meningsfyldt et arbejde,« siger Erika og fortsætter: »Et andet foretagende, som har stor betydning, er mine rejser til Tyskland. Det primære formål med turene til Tyskland er at fortælle om Holocaust til de yngre generationer. Der opstår ofte nogle meget stærke situationer, og jeg har mødt mennesker, hvis bedsteforældre eller forældre var dybt involveret i de nazistiske ugerninger, og som beder om tilgivelse for al den ondskab, som er begået i fortiden. Det er meget stærkt, for det var jo ikke dem, der begik gerningerne. Men historien har det jo som bekendt med at gentage sig selv, så det stærkeste budskab på vores rejser er at sige: Aldrig igen! Det må aldrig ske igen! Skriv det i din artikel! Det, som skete under Anden Verdenskrig, må aldrig ske igen,« fortæller Erika mig med fasthed i stemmen.

»Vi er de sidste stemmer fra Holocaust, og det er vigtigt, at alle forstår, hvad der skete dengang, så de kan lære af det,« siger Erika og slutter af: »Du må også huske at skrive, at jeg er dybt, dybt taknemmelig for denne ferietur til Danmark. Jeg har lært så mange søde mennesker at kende, og nu ser jeg frem til at få endnu flere danske venner.«

Imens vi har snakket, har duften af nybagt brød bredt sig, og det er blevet tid til at spise aftensmad ved det lange spisebord i det nordsjællandske sommerhus. Forud ligger der stadig nogle skønne sensommerdage i Danmark.